Hvad skal du tænke på inden operationen?
Kaniner er generelt meget sarte dyr. Du skal derfor forberede dig på, at du får et dyr hjem efter operationen, som der skal holdes under tæt observation de næste par dage. Langt de fleste spiser selv og er ok igen efter 1-3 dage, men det er meget individuelt.
På operationsdagen
Det er en god ide at lave en madpakke, som kaninen kan få med til dyrlægen. Husk, at kaniner IKKE må fastes før en operation. Faktisk skal den gerne have spist og drukket rigeligt inden den transporteres til dyrlægen. Hvis den har en kaninven, som den dagligt går sammen med, bør også den medbringes til støtte og tryghed. Inden operationen bliver kaninen undersøgt af en dyrlæge, hvor kaninens sundhedstilstand tjekkes, hvorefter bliver den indlagt i vores behandlingsafdeling. Her vil den være i trygge hænder indtil den skal bedøves og opereres. Inden operationen vil kaninen få smertestillende, væske under huden og medicin, der holder tarmens peristaltik i gang, hvilket er essentielt for kaniner. Under operationen holdes der øje med kaninens puls, blodtryk, vejrtrækning, temperatur, og kaninen vil også få ekstra ilttilførsel under operationen. Vi anbefaler laserterapi af operationssåret, da det har en gavnlig effekt på heling af såret. Da såret vil blive syet med opløselige sting under huden, vil disse ikke skulle fjernes efterfølgende. Smertestillende behandling er meget vigtig i forbindelse med neutralisation af kaniner, og kaninen vil få smertestillende medicin med hjem til videre behandling. Når kaninen er vågen efter operationen, vil den blive fodret med Critical Care, som er en fibreopløsning der holder maven i gang. Det vil også løbende blive vurderet, om kaninen har brug for ekstra smertestillende, tarmperistaltikfremmende eller varme. Veterinærsygeplejersken, der sender kaninen hjem, vil gennemgå alt hvad der skal vides til videre behandling i hjemmet, samt eventuelle symptomer man skal holde øje med.
Pasningen af kaninen efter operationen
Har du tidligere prøvet at få opereret en hund eller kat, vil du erfare at det kræver en langt større indsats at passe en kanin efter operation. Det er derfor vigtigt at være godt forberedt på dette. Når kaninen kommer hjem, er det vigtigt, at den hurtigt kommer i gang med at spise. Hold også tæt øje med, at kaninen kommer i gang med at have afføring, når den kommer hjem. Hvis ikke den umiddelbart vil spise sin daglige kost, bør den fodres hver 2-3. time med Critical Care, hvilket I får med hjem efter operationen. Derudover skal den allerede om aftenen have smertestillende medicin. Hvis I oplever, at kaninen næste morgen heller ikke spiser af sig selv, bør I kontakte dyrehospitalet. Derudover må man ikke give en kanin en krave på efter operation, da den ikke kan spise sin såkaldte ”natafføring” i bagenden, hvilket er meget vigtigt for deres fordøjelse. De fleste kaniner vil dog ikke bide i såret. Det er desuden vigtigt dagligt at tjekke operationssåret for hævelse, varme, rødme og sekret.